Samejeoverenskomst

HAR DU KØBT ELLER OVERVEJER DU AT KØBE FAST EJENDOM MED EKSEMPELVIS DIN SAMLEVER, FAMILIE ELLER VENNER?

Hvad er en samejeoverenskomst?

En samejeoverenskomst er en skriftlig aftale mellem to eller flere parter som ejer fast ejendom sammen. Samejeoverenskomsten sikrer samtykke og klare rammer for, hvad der skal gælde i forhold til den fælles ejendom, og hvordan eventuelle udfordringer og konflikter skal håndteres. 

Hvorfor skal jeg oprette en samejeoverenskomst?

Overvejer I som kærestepar, familie eller venner at købe fast ejendom, anbefaler vi, at I udarbejder en klar aftale om, hvordan samejet skal administreres. Dette sikrer, at fremtidige uenigheder ikke ender i konflikt, og samtidig giver det større sikkerhed for den økonomiske investering i ejendommen.

En samejeoverenskomst er specielt relevant for parter der vælger at købe fast ejendom sammen, hvor den ene part indskyder mere ved købet end den anden. Er man registreret som lige ejere af ejendommen vil et salgsprovenu fra ejendommen blive fordelt ligeligt imellem parterne. Den part der har indskudt mere end den anden har således ”tabt” det vedkommende har indskudt mere. Derudover risikerer den part der har indskudt mindst at blive beskattet af det den anden part har indskudt mere, da det betragtes som en gave.

Samejeoverenskomsten sikrer jer

Uden en samejeoverenskomst, skal alle beslutninger vedrørende ejendommen træffes i forening. Kan I som parter ikke blive enige, kan det resultere i at samejet ophører. Ophører samejet, skal der træffes beslutning om eventuelt salg af ejendommen, som ligeledes kræver fælles beslutning fra alle parter. Kan der ikke træffes beslutning i fællesskab, vil det kræve tid og ressourcer, og sagen kan i værste tilfælde ende for retten eller med tvangsauktion.

Samejeoverenskomsten sikrer dermed både jeres økonomiske investering, og giver sikkerhed og tryghed i jeres fælles eje.

Hvad indeholder en samejeoverenskomst?

I en samejeoverenskomst kan I beslutte hvilke vilkår der skal være gældende for jer som parter under samejet, i forbindelse med samejets ophør og efter samejets ophør. I kan blandt andet beslutte vilkårene for finansiering af købet, fordeling af overskud ved salg, fordeling af driftsudgifter, bestemmelse om salg og pantsætning, beslutninger vedrørende ejendommen, opsigelse, køberet, salg til tredjemand og hvad der skal ske ved dødsfald.

I kan i en samejeoverenskomst selv vælge hvilke vilkår der skal indføres, og I er derfor ikke begrænset af ovenstående.

Hvordan opretter jeg en samejeoverenskomst?

Udarbejdelse

Det er vigtigt, at I laver en præcis og klart formuleret samejeoverenskomst, der tager højde for alle relevante fremtidige forhold. I kan selv udarbejde jeres samejeoverenskomst. Dog kan det få afgørende konsekvenser for jer, hvis der kan skabes tvivl omkring indholdet i samejeoverenskomsten. For at sikre, at der tages højde for alle relevante forhold, anbefaler A.S.K Juridisk Hus, at I får professionel hjælp. Gennem personlig juridisk rådgivning, kan A.S.K Juridisk Hus udarbejde en samejeoverenskomst, der sikrer jer bedst muligt i fremtiden. 

Underskrift

i kan vælge at tinglyse en samejeoverenskomst, men dette er ikke et krav. Samejeoverenskomsten er gyldig fra det tidspunkt alle parter har underskrevet aftalen.

A.S.K Juridisk Hus giver gratis juridisk rådgivning om forholdene vedrørende oprettelse af samejeoverenskomster. Er det relevant, hjælper vi jer med at udarbejde en præcis og klart formuleret samejeoverenskomst, der sikrer dig bedst muligt.

Kontakt A.S.K Juridisk Hus herunder.